Det gik stærkt, da Nordsjællands Politi modtog et alarmopkald klokken 11.43 mandag formiddag.

I den anden ende var en medarbejder ved genbrugsstationen i Stenløse syd for Hillerød.

På genbrugsstationen havde man opdaget, at en person havde indleveret noget æter og smidt det til genbrug.

Dog kan dette i værste fald være til fare for andre, hvilket var årsagen bag udrykningen. Det oplyser Nordsjællands Politi til B.T.

Beredskabet var til stede ved genbrugsstationen i et par timer.
Beredskabet var til stede ved genbrugsstationen i et par timer. Foto: Byrd / Steven Knap
Vis mere

»Æteren var krystalliseret, og når det krystalliserer, er det brandfarligt og risikerer at sprænge, hvis det håndteres forkert. I værste fald kan folk komme til skade,« siger Christian Kobbernagel, vagtchef hos Nordsjællands Politi.

Kort efter anmeldelsen rykkede politiet, brandvæsenet og ambulance af sted mod genbrugsstationen.

Herefter blev det sikret under kontrolleret forhold i samarbejde med sprængstofeksperter fra EOD.

Om æteren bliver sprængt, ved Christian Kobbernagel ikke. Men gjorde det, blev det gjort under »kontrolleret forhold.«

Politiet og de øvrige tilkaldte forlod genbrugsstationen cirka klokken 14.30 efter at have sikret stedet.

Hvis du selv ligger med noget æter – og gerne vil af med det – fraråder Christian Kobbernagel – ikke overraskende – at man afleverer det ved en genbrugsstationen.

»Personligt ville jeg selv ringe til beredskabsstyrelsen eller politiet for at få vejledning og en vurdering af, hvor farligt det er,« siger han.

Ingen person kom til skade i forbindelse med opgaven.

Det menes ikke, at æteren er blevet afleveret mandag – men det blev først opdaget mandag, oplyser politiet.