En dramatisk biljagt med fire politibiler udspillede sig tidligt søndag morgen på Svendborgmotorvejen på Fyn

Ved et tilfælde opdagede en patruljevogn lidt i seks søndag morgen en bil på Ring Nord i Svendborg med tre yngre mennesker søndag.

- De fatter mistanke til bilen og slår den op og finder ud af, at den er stjålet, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Erik Halkjær, til bt.dk.

Men da betjentene forsøger at få føreren til at stoppe bilen, træder han i stedet speederen i bund og stikker af.

- Han kører på motorvejen mod nord med høj fart, siger vagtchefen og tilføjer, at speedometeret i patruljebilen ikke kom under 180 kilometer i timen på en strækning på omkring 30 kilometer.

Da biljagten var på sit højeste, var i alt fire patruljebiler efter flugtbilisten.

- De kørte fra mod Langeskov og er tilsyneladende ikke så godt kendte i området, så de ender på en blind vej, som er spærret af med en bom. Føreren stopper og stikker af. Vi anholder de to passagerer, og føreren må vi tage med hund, siger Erik Halkjær.

Det var en 28-årig mand, der kørte bilen. Han var tilsyneladende påvirket af alkohol og havde ikke kørekort. Med sig i bilen var også en mand på 36 år og en 35-årig kvinde.

- Han bliver nu sigtet for kørsel uden førerret, for brugstyveri af bilen og spirituskørsel, siger Erik Halkjær.

Heldigvis var motorvejen øde søndag morgen, så ingen andre trafikanters liv eller førlighed var i fare under biljagten.