Syd- og Sønderjyllands Politi beder befolkningen om hjælp med at finde en mand, der beføler kvinder.

Det sker efter, at politiet har fået flere anmeldelser om en mand i Esbjerg, der følger efter kvinder og beføler dem.

Senest oplevede en 20-årig kvinde fra Varde-området fredag aften, at en mand befamlede hende i Esbjerg midtby omkring klokken fire om morgenen.

Ifølge kvindens forklaring havde hun været i byen i Esbjerg og var på vej til sit overnatningssted, da en mand med en cykel begyndte at følge efter hende til fods.

På Sjællandsgade tog han hende på bagdelen.

Kvinden protesterede, og for at slippe for manden gik hun ind i en park på hjørnet af Nygårdsvej og Sjællandsgade.

Men manden lagde cyklen, fulgte efter hende og fortsatte med at beføle hende.

På et tidspunkt fik kvinden vristet sig fri og løb væk.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne tale med alle, der måske har set manden eller set ham følge efter kvinden, eller som kan have en ide om, hvem han kan være.

Manden beskrives som:
• 30-35 år og af anden etnisk udseende end dansk
• Ikke særlig mørk i huden
• Taler forståeligt dansk men med tydelig accent
• Mørkt kort hår og mørkt kort skæg
• Iført en sort jakke med hætte
• Trak med en grå herrecykel

Hvis du kender noget til manden eller på anden måde har oplysninger til politiet, kan du ringe på telefon 114.