Fyns politi mener at have standset en 32-årig mand fra Nørre Aaby fra at sprænge en bombe. Det kom ifølge DR Nyheder frem ved et grundlovsforhør i retten i Odense torsdag.

Den 32-årige blev anholdt onsdag, da 40 betjente ransagede tre adresser på Fyn. Ved ransagningerne fandt politiet en instruktion til, hvordan man fremstiller en bombe, samt seks sække med kunstgødning, salpetersyre, saltsyre og andre kemikalier.

Politiet fandt også et oversavet jagtgevær, og manden er sigtet for at bruge det til trusler mod sin kæreste.

Den 32-årige nægter sig skyldig, skriver DR.

BNB