Københavns Politi har ved en ransagning fundet en større mængde sprængstof på en adresse i Bellahøj. To personer er anholdt, og de stilles fredag eftermiddag for en dommer, oplyser politiet på Politi Update.

Det drejer sig om en 61-årig kvinde og en 24-årig mand.

Kvinden blev anholdt torsdag aften på adressen i Bellahøj, hvor politiet fandt sprængstoffet. Den 24-årige mand blev anholdt i Brøndby natten til fredag.

Københavns Politi har ikke oplyst nærmere om, hvor store mængder sprængstof der er fundet, ligesom det heller ikke er oplyst, hvilken type sprængstof der er tale om.

Sigtelsens nærmere detaljer er heller ikke oplyst endnu, ligesom det ikke er oplyst, hvorledes de anholdte stiller sig til sigtelsen.

Københavns Politi oplyser, at de anholdte begge er danske statsborgere.

De anholdte bliver stillet for en dommer fredag eftermiddag ved Retten på Frederiksberg i afdelingen for grundlovsforhør, som fysisk ligger ved Vestre Fængsel.

Her bliver de sigtede præsenteret for den mistanke, som politiet efterforsker, ligesom anklagemyndigheden vil fremlægge de foreløbige oplysninger fra efterforskningen.

Herefter skal en dommer tage stilling til, om der er grundlag for at varetægtsfængsle de sigtede, mens politiet fortsætter efterforskningen af sagen.

/ritzau/