Bornholms Politi undersøgte torsdag et dødsfald som mistænkeligt. Men der er umiddelbart ikke forbrydelse bag.

Der er umiddelbart ikke noget kriminelt bag et dødsfald på en adresse på Dr. Kabells Vej i Rønne.

Det fortæller efterforskningsleder ved Bornholms Politi Henrik Schou.

Bornholms Politi undersøgte torsdag dødsfaldet som mistænkeligt.

Henrik Schou fortæller, at politiet er færdige med undersøgelser på stedet.

Der skal være et ligsyn, som skal forsøge at klarlægge dødsårsagen. Men ifølge efterforskningslederen tyder det på, at der kan være tale om en overdosis.

TV2 Bornholm skrev torsdag, at en betjent holdt vagt ved adressen, og at en rude i en glasdør er smadret.

Når folk bliver fundet døde, og dødsårsagen ikke umiddelbart står klart, eller der er andre særlige omstændigheder, behandler politiet dødsfaldet som mistænkeligt.

Det betyder, at man behandler findestedet som et gerningssted, så vigtige spor ikke går tabt eller bliver ødelagt, hvis det skulle vise sig, at den døde er offer for en forbrydelse.

/ritzau/