Fyns Politi har fundet fire tomme patronhylstre i Lærkeparken i Odense-bydelen Vollsmose, efter at politikredsen lørdag nat fik en anmeldelse om, at der var afgivet skud.

Det oplyser Fyns Politi på Twitter lørdag morgen.

Anmeldelsen blev givet klokken 01.18 natten til lørdag. Den gik på, at der skulle være skudt mod en bil i Lærkeparken.

Ingen blev tilsyneladende ramt af skud.

- Vi har ikke meldinger om, at nogen skulle være ramt, siger politiets vagtchef Steen Nyland.

Bilen kørte fra stedet, men vagtchefen ville ikke fortælle, om den blev ramt af skud.

Lørdag morgen er ingen endnu anholdt i sagen.

/ritzau/