Syd- og Sønderjyllands Politi leder tidligt onsdag morgen efter føreren af en tyskregistreret bil, der er væltet midt på Sønderjyske Motorvej. Motorvejen var spærret i nordgående retning i flere timer, men er nu blevet genåbnet.

Det oplyser Erik Lindholdt, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

»I forbindelse med en anden opgave havde vi tilkaldt en hundefører til Aabenraa. Da han så er på vej til Aabenraa, er han lige ved at køre ind i en fuldstændig mørklagt bil, som ligger i første vognbane på motorvejen.«

»Det viser sig at være en tysk bil, som er væltet. Den er efterfølgende også blevet ramt af i hvert fald en lastbil og måske også en personbil,« lyder det fra vagtchef Erik Lindholdt.

Sønderjyske Motorvej er spærret onsdag klokken 04.20 mellem afkørsel 69 Haderslev S og afkørsel 70 Aabenraa N i sydgående retning.

»Føreren af den væltede bil har vi ikke fundet. Og det er lidt underligt. Vi har droner ude, og vi har hunde ude for at lede efter den pågældende lige nu. Og det er derfor, vi har lukket det sydgående spor af. Men vi kender ikke helt alle detaljer endnu,« siger vagtchefen.

Politiet fik en anmeldelse om den væltede bil klokken 02.58.

Politiet har onsdag morgen omkring klokken 6.40 oplyst, at motorvejens nordgående spor igen er åbnet.

/ritzau/