Politiets specialenhed NSK har onsdag gennemført endnu en anholdelsesaktion for at anholde mænd, som mistænkes for at være involveret i omfattende organiseret kriminalitet på Fyn.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Anholdelses- og ransagningsaktionen er blevet gennemført på Fyn i samarbejde med Fyns Politi. Der er desuden foretaget ransagninger i København.

I aktionen har politiet blandt andet fundet og beslaglagt 15 jagtgeværer.

Ifølge NSK har politiets aktion blandt andet til hensigt at dæmpe en voldelig konflikt i det kriminelle miljø i Odense.

Tre mænd er onsdag anholdt. De er henholdsvis 30, 35 og 38 år. Alle tre bliver torsdag stillet for en dommer i Retten i Odense, hvor det skal besluttes, om de skal varetægtsfængsles.

Tidligere er ti andre blevet anholdt - og derudover to personer i Litauen.

Ifølge politiet er der tale om en personkreds, som mistænkes for at være involveret i omfattende organiseret kriminalitet på Fyn i form af handel med narkotika og våben.

- Det er vores formodning, at anholdte i sagen på forskellig vis har understøttet personer involveret i en aktiv voldelig konflikt i Odense blandt andet ved at have videreformidlet flere særligt farlige skydevåben, og det vil vi naturligvis gøre alt, hvad vi kan, for at bremse.

- Det er ikke mindst også i det lys, at man skal se dagens anholdelsesaktion, siger vicepolitiinspektør i NSK Lennart Glerup i pressemeddelelsen.

Der er rejst forskellige sigtelser mod onsdagens tre anholdte.

Den 35-årige sigtes for besiddelse af to skydevåben i august 2020, og i december 2020 skal han sammen med flere andre have været i besiddelse af en Glock-pistol og to magasiner.

Han sigtes også for i januar 2026 at have overdraget et halvautomatisk jagtgevær og et magasin med fem skarpe patroner til den 30-årige ved et supermarked i Søndersø.

Den 30-årige sigtes for at have modtaget geværet og for at have givet det videre til folk i det kriminelle miljø.

Der er også rejst en sigtelse mod den 35-årige og den 38-årige for at have modtaget 10 kilo kokain i Kolding-området i januar 2021. Det skal være sket efter aftale med andre medgerningsmænd.

Den 38-årige sigtes også for at have haft to skydevåben i august 2020, som han ifølge mistanken sørgede for at rense for DNA-spor og efterfølgende nedgrave på vegne af en ukendt medgerningsmand.

De første mistænkte i sagen blev anholdt tilbage i marts, og siden er fire blevet dømt efter at have tilstået.

/ritzau/