Den 46-årige mand, der juleaftensdag er blevet varetægtsfængslet sigtet for drabet på sin søn, er dybt påvirket over episoden. Det fortæller politiet.

- Han er dybt påvirket. Hele familien er dybt påvirket, men det ville alle nok være i sådan en situation. Det er en dybt tragisk sag, siger efterforskningsleder Bent Thuesen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den 46-årige mand blev lillejuleaftensdag anholdt og sigtet for at have dræbt sin 20-årige søn Simon Skovmand, som blev fundet død i en opgang på Storegade i Bramming. Ifølge politiet blev Simon Bramming fundet dolket ihjel på trappeafsatsen foran sin fars lejlighed på første sal. 


- Han (faderen, red.) er blevet sigtet for drab som følge af knivstik. Vi har en teori om, at han har stukket sin søn to gange med en urtekniv brystet, fortæller Bent Thuesen, der ikke vil fortælle, om gerningsvåbnet tilhører den sigtede.

- Alle de detaljer har vi ikke helt klarhed over endnu. Det er lidt begrænset, hvor meget vi har kunnet afhøre de forskellige, fortæller efterforskningslederen og tilføjer, at politiet dog har nok klarhed til at sigte manden og få ham fremstillet i grundlovsforhør.

- Vi har et mistankegrundlag, som vi gik til dommerne med, og han har været enig med os i, at den 46-årige skulle varetægtsfængsles, fortæller Bent Thuesen.

Grundlovsforhøret, der endte med, at den 46-årige blev varetægtsfængslet, foregik bag lukkede døre. Af den grund kan politiet heller ikke sige så meget om, hvad der skete under forhøret. Heller ikke et motiv til drabet kan politiet komme nærmere ind på.

- Det er ret begrænset, hvor mange vi har afhørt, så vi har ikke fundet et reelt motiv endnu, siger Bent Thuesen.

Kilder har dog fortalt til Ekstra Bladet og Jydske Vestkysten, at far og søn havde været på værtshus sammen inden drabet.

Politiets efterforskere vil nu holde juleferie, men sagen vil blive genoptaget efter jul.

- Mellem jul og nytår skal vi have sikret de sidste spor og lavet de sidste tekniske undersøgelser, forklarer Bent Thuesen. Politiet forventer også at få resultaterne fra obduktionen mellem jul og nytår, ligesom der vil blive foretaget flere afhøringer i sagen.