Der er tirsdag morgen sket en ulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse. Politiet betegner den som alvorlig.

Politiet blev alarmeret om ulykken klokken 06.38, fortæller politiets vagtchef Kaspar Bengtsson.

Ulykken involverede en varevogn med to personer og en lastbil.

- De er stødt frontalt sammen, siger vagtchefen.

De to personer fra varevognen er ført til behandling på Rigshospitalets Traumecenter, oplyste politiet kort før klokken 08.00. Politiet omtaler på nuværende tidspunkt ikke personerne eller deres tilstand nærmere.

Lastbilchaufføren er uskadt.

Politiet er massivt til stede på grund af ulykken, som er sket på forlængelsen syd for Hillerød.

I nogle timer tirsdag morgen har motorvejen været spærret flere steder efter uheldet.

Politiet måtte flere gange opfordre til at respektere afspærringerne på stedet.

Kort før klokken 10.00 meddeler politiet på Politi Update, at Hillerødmotorvejens forlængelse er genåbnet for trafikanter, og afspærringerne er ophævet.

Strækningen har tidligere været ramt af en række alvorlige ulykker.

Senest blev to mænd dræbt i en ulykke på strækningen i slutningen af marts. Ulykken skete efter Allerød-afkørslen på motorvejsforlængelsen.

Hillerødmotorvejens forlængelse er en motortrafikvej, men Vejdirektoratet er i gang med at udbygge den til motorvej.

Målet med udbygningen er ifølge Vejdirektoratet blandt andet at nedbringe antallet af ulykker på den 13,5 kilometer lange strækning.

Efter dødsulykken i marts gik en række borgmestre sammen til Vejdirektoratet for at undersøge, hvordan man kan undgå lignende ulykker fremadrettet.

Det fortalte Allerøds borgmester, Clara Rao (V), til DR.

Også borgmestrene i Furesø og Hillerød var med til at rette henvendelse.

/ritzau/