Politiet mener, at gerningsmænd bag eksplosion ved Skattestyrelsen kørte i hvid varebil. Vidner efterlyses.

Da en eksplosion raserede Skattestyrelsens bygning om aftenen 6. august, anvendte de formodede gerningsmænd en Citroën Berlingo som transportmiddel.

Det mener Københavns Politi, som efterlyser vidner, der har set en hvid Citroën Berlingo i tiden op til og efter eksplosionen. Der er tale om en svensk indregistreret bil fra 2010. På taget er monteret sorte tagbøjler.

Bilen kørte ifølge politiet til Danmark ad Øresundsbroen 6. august omkring klokken 21.40. Cirka en time og ti minutter senere forlod de mistænkte landet igen.

Politiet har skitseret en rute, som det formoder, at de mistænkte har fulgt på deres vej til Østbanegade 123 på Østerbro i København, hvor Skattestyrelsen har hjemme.

Udsagn fra vidner kan være en stor hjælp videre i efterforskningen, mener vicepolitiinspektør Brian Belling.

- Det kan ikke udelukkes, at bilen er stoppet undervejs, og at de mistænkte har mødt andre personer. Vi vil derfor meget gerne i kontakt med vidner, der har set bilen på eller i nærheden af ruten, siger han i en pressemeddelelse.

Selve bilen har politiet beslaglagt. Oplysninger om de mistænktes færden kan dog være værdifuld viden for politiet.

Især hvis nogen har billeder eller video, hvor bilen er på, kan det være en stor hjælp. Det kan eksempelvis være fra GoPro-kameraer, dashboard-kameraer eller lignende, skriver politiet.

- Vi er derfor interesserede i at komme i kontakt med alle, som har været på ruten i det anførte tidsrum, og selvfølgelig særligt dem, der har optagelser, eller har bemærket noget eller nogen omkring en bil, som den de mistænkte har anvendt, siger Brian Belling i pressemeddelelsen.

Eventuelle vidner bedes kontakte Københavns Politi på telefon 1-1-4.

/ritzau/