Vestegnens Politi har onsdag aften bragt en spøgelsesbilist til standsning - nu efterlyser de vidner.

En spøgelsesbilist kørte onsdag aften rundt i området omkring Ishøj, hvor han ifølge politiet var skyld i flere farlige hændelser.

Nu vil politiet gerne tale med folk, der har set bilisten.

»Der er sket nogle hændelser undervejs og nogle farlige situationer, så vi vil gerne høre fra vidner, der har overværet det. Vi har blandt andet fået oplyst, at han er kørt ind i et sidespejl,« siger vagtchefen ved Vestegnens Politi til B.T.

Tidligere onsdag aften efterlyste Vestegnens Politi spøgelsesbilisten, som ifølge dem var blevet set kørende på Ishøj Stationsvej, Ishøj Strandvej og Søndre Ringvej.

»Det er en ældre mand, og han har ikke været påvirket af alkohol,« fortæller vagtchefen videre og tilføjer:

»Men hvis nogen har set noget i forbindelse med deres færden i området, så hører vi gerne fra dem.«