Af hensyn til sagens offer vil politiet ikke melde ud, hvad der er overgået en kvinde i Albertslund.

Politiet leder efter en yngre mand med brunlig hudfarve og mørkt hår i forbindelse med et seksuelt overgreb mod en kvinde i Albertslund.

Overgrebet skete torsdag eftermiddag lidt før klokken 16 på en adresse i Morbærhaven.

Ifølge efterforskningsleder Ole Nielsen ønsker politiet på nuværende tidspunkt ikke at oplyse nærmere om, hvad der er foregået.

»Det gør vi ikke af hensyn til den forurettede,« fortæller Ole Nielsen.

Indtil videre er det altså kun signalementet af den formodede gerningsmand, som er meldt ud i sagen.

Han beskrives som en mand på 25-30 år med brunlig hudfarve og sort hår. Han er cirka 175 centimeter høj og almindelig af bygning.

Torsdag eftermiddag var han iført en kasket og en sort jakke. På benene havde han lyse bukser med et sort mønster. Ifølge politiet var manden ikke dansk, og han talte engelsk.

Hvis nogen har set ham i området omkring Morbærhaven torsdag før eller efter 16-tiden, så kontakt os meget gerne, siger efterforskningslederen.

Det er noget uklart, hvilken forbrydelse der skulle være fundet sted. Formuleringen "seksuelt overgreb" kan i princippet dække over alt fra blufærdighedskrænkelse til en fuldbyrdet voldtægt.

/ritzau/