Bornholms Politi efterlyser fredag en flugtbilist, der torsdag efterlod en 70-årig mandlig cyklist.

'Torsdag omkring kl. 16 blev en 70-årig mandlig cyklist påkørt af en varevogn. Uheldet skete i krydset Almegårdsvej/Snorrebakken, hvor bilisten ikke overholdt sin ubetingede vigepligt, men drejede til højre ned af Snorrebakken,' lyder det fra Bornholms Politi i døgnrapporten.

Den 70-årige cyklist ramte fronten af varebilen i venstre side, og sammenstødet resulterede i tre brækkede ribben, en punkteret lunge og et kraveben, som blev slået af led.

Men i stedet for hjælpe den tilskadekomne mand valgte bilisten at køre fra stedet. Derfor efterlyser Bornholms Politi nu bilisten. Vedkommende beskrives som havende skulderlangt lyst hår, og man formoder, at der er tale om en kvinde.

Bilen var en blå eller mørk varevogn, lyder det.