Opdatering: Manden er nu identificeret.
Politiet efterlyser nu en formodet gerningsmand til overfald på en buschauffør.
»Det er ikke lykkedes for os at fastslå identiteten på den formodede gerningsmand til volden. Derfor går vi nu ud og efterlyser ham med billede, så han kan blive stillet til ansvar for sine handlinger,« siger vicepolitiinspektør Sune Myrup fra Nordjyllands Politi.
Det var 12. december omkring klokken 17.50, at episoden udspillede sig ved Aabybro Busterminal.
Her gik en mand pludselig ind i en holdende bus og gav buschaufføren et slag med flad hånd. Politiet viderebringer i forbindelse med efterlysningen dette billede af manden fra et overvågningskamera:
Vicepolitiinspektør Sune Myrup opfordrer til, at 'man straks retter henvendelse til politiet, hvis man genkender den formodede gerningsmand eller har andre relevante oplysninger i sagen'. Det kan ske på telefon 114.
Beskrivelsen af manden lyder således:
Dansk mand, cirka 45-50 år, sort skæg, iført blå/grøn jakke og trøje, blå/grå cowboybukser og briller.
Efter at have slået buschaufføren forlod manden ifølge politiet igen bussen, satte sig ind i en bil og forsvandt.