Politiet kan ikke afvise, at hændelsen kan have forbindelse til uoverensstemmelser i rocker- og bandemiljøet.

Københavns Vestegns Politi efterforsker en sandsynlig bilbombe monteret på en parkeret bil på Gyngemose Parkvej i Gladsaxe som et drabsforsøg.

Det oplyser politiet natten til søndag.

- Det er på nuværende tidspunkt vurderingen, at der sandsynligvis har været tale om en genstand, som kunne have forårsaget en eksplosion, men det skal yderligere tekniske undersøgelser klarlægge endeligt, udtaler fungerende politiinspektør Peter Malmose i en pressemeddelelse.

Han oplyser videre, at motivet bag handlingen endnu ikke ligger fast.

- Vi kan på nuværende tidspunkt ikke afvise, at hændelsen kan have forbindelse til uoverensstemmelser i rocker- og bandemiljøet, men det skal efterforskningen afdække nærmere, udtaler Peter Malmose.

Københavns Vestegns Politi modtog lørdag klokken 14.20 en anmeldelse fra en mand, om at der var monteret en mistænkelig genstand på hans bil.

Politiet rykkede straks ud til stedet, spærrede området af og evakuerede over 300 beboere.

Samtidig blev Forsvarets sprængningseksperter (EOD) rekvireret til stedet.

EOD foretog en række undersøgelser af den mistænkelige genstand, og idet det ikke kunne udelukkes, at der kunne være tale om en form for bilbombe, blev genstanden destrueret på stedet.

Kort efter klokken 01.00 søndag fik de evakuerede beboere lov til at vende hjem.

Ifølge politiet var det på grund af situationens alvor nødvendigt at evakuere de mange beboere i flere timer.

Beboerne blev i samarbejde med Gladsaxe Kommune evakueret til en lokalitet, hvor de gældende covid-19-bestemmelser kunne opretholdes.

- De berørte borgere har udvist stor tålmodighed og forståelse for nødvendigheden af denne evakuering, og det er vi meget taknemmelige for, udtaler Peter Malmose.

Københavns Vestegns Politi opfordrer alle, der har oplysninger, som kan være relevante for sagen, til at rette henvendelse på telefon 114.

/ritzau/