Nordjyllands Politi kommer med en klar opfordring til en 25-årig mand, efter der natten til lørdag blev anmeldt en brand på Øster Sundby Vej 10 i Aalborg.

»Vi ved hvem han er, så vores klare opfordring er, at han melder sig selv,« siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.

Politi og beredskab blev kaldt ud til en brand på adressen i Aalborg-bydelen Vejgaard klokken 03.06.

Her var der blevet sat ild til døren til en lejlighed.

Da brandvæsnet nåede frem, havde beboeren i lejlighed selv fået slukket branden.

»Der var sat ild til døren, men det var ikke noget, der lavede særlig stor skade,« fortæller Karsten Højrup Kristensen.

På stedet beretter politiet, at de har set en mand flygte derfra. En person de mistænker for at stå bag ildspåsættelsen.

»Der var en person, der stak af derfra. Det lykkedes manden at komme væk og han forsvinder herefter,« siger vagtchefen.

Politiet er imidlertid bekendt med, hvem personen er og opfordrer ham derfor til at melde sig selv.

»Der er tale om en 25-årig mand, og selvom branden ikke udviklede sig, så betragter vi det som forsættelig brandstiftelse,« siger Karsten Højrup Kristensen.

Ifølge vagtchefen har der været noget uvenskab mellem beboeren i lejligheden og den 25-årige, der mistænkes at stå bag ildspåsættelsen.