Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke fundet beviser for "ulovlig droneflyvning af sikkerhedsmæssig karakter" i efterforskningen af mulige dronehændelser i efteråret 2025.

Det skriver politikredsen til DR.

Politikredsen oplyser, at den har efterforsket "en række anmeldelser".

I nogle af tilfældene kunne det hurtigt konstateres, at der med overvejende sandsynlighed ikke var tale om en drone, lyder det.

Men i andre tilfælde blev der iværksat en grundig efterforskning.

- Resultatet af efterforskningen er, at der ikke er fundet beviser for, at der har været tale om ulovlig droneflyvning af sikkerhedsmæssig karakter, skriver kredsen.

Politiet har blandt andet gjort brug af afhøringer og gennemsyn af videomateriale som led i efterforskningen, skriver politikredsen til DR.

DR har spurgt Syd- og Sønderjyllands Politi, præcist hvilke anmeldelser den har efterforsket. Det har politikredsen endnu ikke svaret på.

I slutningen af september 2025 meldte Syd- og Sønderjyllands Politi ud, at det om aftenen den 24. september havde fået flere anmeldelser om droneaktivitet ved lufthavnene i Esbjerg, Sønderborg og Skrydstrup.

Ifølge politiet var der desuden blevet set droner flyve ind over det nordlige Esbjerg.

Opdateres ...