En 22-årig mand mistede onsdag livet, da han blev skudt i Brønshøj ved København.

Politiet i København arbejder ud fra en teori om, at drabet var nøje planlagt.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Politiet har derfor sat gang i det, de beskriver som en 'massiv efterforskning af drabet', skrives det.

Den 22-årige blev nærmere bestemt skudt ved Åfløjen i Brønshøj. Det skete ved højlys dag klokken 13.55 onsdag.

'Københavns Politi arbejder ud fra en teori om, at drabet var planlagt, at gerningsmændene forinden havde brugt tid på at forberede sig, og at de havde udset sig et sted at parkere ved Åfløjen, hvor de ventede – muligvis i flere timer inden skyderiet – på den nu dræbte. Det er desuden politiets teori, at gerningsmændene på forhånd havde udset sig et sted, hvor de ville sætte ild til bilen efterfølgende,' skrives det i pressemeddelelsen.

»Derfor kan gerningsmændene have været i områderne omkring gerningsstedet og afbrændingsstedet i timerne eller dagene op til drabet, og vi opfordrer derfor borgere, som har set bilen i områderne, til at kontakte os på telefon 114,« siger fungerende politiinspektør Mads Helios.

I pressemeddelelsen beskrives det også, hvordan drabsmændene flygtede i en hvid Nissan Qashqai med registreringsnummer CN 53147 årgang 2019.

Bilen er meldt stjålet fra en bilforhandler i Kastrup tirsdag 7. april, oplyser politiet.

Efter drabet på den 22-årige blev den hvide Nissan kørt til Hillerødmotorvejen, hvor den kørte af ved Klausdalsbrovej-afkørslen.

Bilen blev parkeret ved et parkområde ved Klausdalsbrovej 308 i Herlev. Her blev der sat ild til bilen, hvorefter gerningsmændene fortsatte i en mørk bil.

Politiet vil meget gerne høre fra personer, der kan have set de pågældende personer i de nævnte områder. De kan kontaktes på 114.