Politiet rykkede tirsdag ud til et dødsfald i et hjem på Fjordbrynet i Kolding. Onsdag oplyser politiet, at dødsfaldet skyldtes naturlige årsager.
- Undersøgelserne i anledning af fundet af en afdød i eget hjem på Fjordbrynet er nu afsluttet.
- Der var intet mistænkeligt og dødsfaldet har vist sig at skyldes naturlige årsager, skriver Sydøstjyllands Politi onsdag på Twitter.
Tirsdag oplyste politiet, at det undersøgte dødsfaldet, der blev kaldt mistænkeligt. Men undersøgelserne er nu afsluttet, og der var intet mistænkeligt, skriver politiet.
Politiet har ikke oplyst, hvem der slog alarm til politiet, eller hvad der fik betjente til at rykke ud. Heller ikke tidspunktet er blevet angivet.
Betegnelsen "mistænkeligt dødsfald" bruger politiet om sager, hvor en borger er fundet død, og hvor man ikke umiddelbart kan udelukke, at der er sket en forbrydelse, for eksempel et drab.
Men i den pågældende sag viste det sig altså, at der lå naturlige årsager bag dødsfaldet.
/ritzau/