I en undersøgelse af et mistænkeligt dødsfald i Næstved valgte politiet tirsdag at sende en drone i luften.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en kort besked på det sociale medie Twitter ved 16-tiden.

I et område ved Uffesvej i byen blev der tidligere opsat afspærring, og flere af politiets køretøjer blev set på stedet.

Politiet fik anmeldelse om sagen klokken 12.41.

En kvinde var fundet livløs i en baggård til en ejendom på Uffesvej, og hun blev kort efter erklæret død, oplyser politiet tirsdag aften.

Intet i de foreløbige undersøgelser tyder på, at der ligger et kriminelt forhold bag kvindens død, oplyser vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen i en pressemeddelelse.

Den afdøde menes at være en 72-årig kvinde fra Næstved.

/ritzau/