En 25-årig mand har fået beslaglagt sin bil af politiet, efter at optagelser viser, at han kørte omkring 200 kilometer i timen fredag eftermiddag mellem Åkirkeby og Nexø på Bornholm.
Det fortæller vagtchef Peter Johansen fra Bornholms Politi kort efter midnat natten til lørdag.
Man må ikke køre over 80 kilometer i timen noget sted på Bornholm. Derfor er det langtfra hverdagskost, at bilister kører så hurtigt, lyder det fra vagtchefen.
- Der er lagt videoer op, der indikerer, at det er så tosset, hvad der er foregået, siger vagtchefen.
- Ud over at køre med for høj hastighed var der også nogle farlige situationer, tilføjer Peter Johansen.
Politiet søger vidner, der har set disse situationer.
- Vi vil gerne kunne underbygge, at der er sket farlige situationer, blandt andet en hasarderet overhaling, siger Peter Johansen.
Den 25-årige mand kørte i en sort Audi. Manden er sigtet for vanvidsbilisme og for at køre med fare for andres liv.
Politiet forventer, at der kommer et retsligt efterspil.
/ritzau/
