Politiet har fundet adskillige nedgravede heste under en kontrolaktion på et omstridt stutteri i Skals i Viborg Kommune.
Det bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi på et pressemøde onsdag eftermiddag.
»Jeg vil ikke komme ind på de konkrete fund, for vi er stadig i gang,« siger vicepolitiinspektør Christian Toftemark på pressemødet.
»Dog kan vi sige, at vi har fundet nedgravede heste,« forklarer han.
Christian Toftemark oplyser, at man i samarbejde med Fødevarestyrelsen den 13. juli foretog en kontrolaktion på stutteriet, og det var første gang, at politiet foretog efterforskningsskridt i sagen.
Politiet har i forbindelse med dagens aktion været til stede på 12 forskellige lokationer, siger Christian Toftemark.
At Midt- og Vestjyllands Politi ikke tidligere havde reageret, skyldtes, at de oplysninger, som man havde modtaget fra offentligheden, stammede fra en periode inden politiets første besøg på stedet i februar, siger Christian Toftemark desuden.
Men selv om anmeldere i løbet af juli og august ikke har oplevet, at politiet har efterforsket, har man været i gang med arbejdet forud for dagens aktion på stedet.
Flemming Kure Marker, som er veterinærchef hos Fødevarestyrelsen, fortæller på pressemødet, at man nu vil undersøge de kadavere, man har fundet, for at se, om man kan finde frem til, om der er foregået mishandling af dyrene forud for deres død.
»Meldingen er, at de formentlig kan sige noget om, hvis dyrene er døde af afmagring,« forklarer Flemming Kure Marker.
Midt- og Vestjyllands Politi vil endnu ikke sige noget om eventuelle sigtelser i sagen.
Man oplyser imidlertid, at man senere onsdag vil udsende en pressemeddelelse omkring sagen. Dog kan man endnu ikke sige, hvornår arbejdet på stutteriet er afsluttet.
»Vi er stadig talstærkt tilstede derude,« siger Christian Toftemark.
Onsdag morgen indfandt folk fra Viborg Kommune, politiet og Forsvaret sig hos Stutteri Viegård, et omstridt, midtjysk stutteri i forbindelse med et uanmeldt besøg.
Det er i forvejen sigtet for en række overtrædelser af dyrevelfærdsloven, og onsdag er myndighederne så i gang med at lede efter nedgravede heste ved stutteriets ejendomme.
Ritzaus fotograf, der har været til stede ved stutteriet, fortæller, at han aldrig har set noget lignende.
»Der er en af Forsvarets maskiner, der har gravet en masse døde hestekroppe op fra jorden, som nu ligger spredt i græsset rundt omkring. Der er sådan en sødlig, men rådden lugt,« siger han.
Der er tidligere blevet rejst i alt 35 sigtelser mod Stutteri Viegård.
De har dog ikke karakter af vanrøgt eller mishandling. Derfor er der heller ikke sket sanktioner som fjernelse af heste.