Politiet har søndag eftermiddag fået en anmeldelse om skud på Klosterparkvej i Kalundborg.

Det oplyser vagtchef Boye Rasmussen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Umiddelbart er ingen blevet ramt ved skyderiet.

Politiet modtog en anmeldelse fra nogen, som kunne høre skud, klokken 16.57. Efterfølgende har politiet anholdt flere unge mænd, som kørte i en bil, som politiet mener, kom fra stedet.

»Nogle biler er kørt fra stedet, og vi har også fundet mindst et patronhylster derude.«

»Vi har tre eller fire anholdte, som måske kan knyttes til denne her episode,« siger vagtchefen.

Han fortæller, at politiet fik en beskrivelse af bilen efter skyderiet, og den bil, som de har standset, passer på den beskrivelse.

Vagtchefen kan endnu ikke oplyse, om de anholdte har relationer til bander.

»Nej, det er for tidligt.«

Midt- og Vestsjællands Politi undersøger nu stedet.

»Det er klart, at der er et større politiopbud. Vi sikrer nogle beviser og spor,« siger Boye Rasmussen.

/ritzau/