Politiet har søndag morgen været til stede på en McDonald's restaurant i Esbjerg, efter at vidner havde set en person med et gevær.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser i et opslag på X, at det viste sig at være et luftgevær.
Personen med luftgeværet er nu anholdt.
- Vi oplever desværre med jævne mellemrum, at man medbringer legetøjsvåben i det offentlige rum uden tanke for den frygt, det kan skabe hos andre, skriver politikredsen.
Michael Karlsen, der er vagtchef i Syd- og Sønderjyllands Politi, oplyser til Ritzau, at den anholdte er en mand.
Han dukkede op på restauranten iført militærlignende tøj og med et luftgevær, der lignede et automatvåben, lyder det.
På den baggrund har man valgt at sigte den anholdte for trusler og overtrædelse af våbenloven.
- Han har ikke peget det (geværet, red.) på nogen eller truet nogen verbalt. Men hans adfærd er sådan, at vi har valgt at sigte ham, siger vagtchefen.
Syd- og Sønderjyllands Politi rykkede ud til fastfood-restauranten omkring klokken 09.40.
/ritzau/
