Politiet spærrede sent torsdag aften et område omkring Amager Strandvej 16 af for offentligheden.

Afspærringen var oppe i nogle timer, og årsagen var til at få øje på.

En brand havde spredt sig i en lagebygning på stedet, og Hovedastadens beredskab reagerede ved at sende 'stor styrke' til adressen, som man skrev på Twitter.

»Vi får anmeldelsen klokken 23.21, og der er tale om en brand på adressen Amager Strandvej 16,« sagde Københavns Politis vagtchef til B.T. kort efter midnat.

»Der er flammer i taget, så der er tale om en større brand,« tilføjede han.

Beredskabet er på plads på Amager.
Beredskabet er på plads på Amager. Foto: Anthon Unger
Vis mere

B.T. har talt med Københavns Politi igen tidligt fredag morgen, og her oplyser vagtchef Espen Godiksen, at man har foretaget en anholdelse i forbindelse med branden.

»Vi har efterfølgende anholdt en 40-årig mand og sigtet ham for brandstiftelse. Han vil blive fremstillet i dommervagten senere i dag,« oplyser Espen Godiksen.

»Det er et industriområde ude omkring Kløvermarken, og det var en forholdsvis tom lagerhal. Vi har mistanke om, at der er en gruppe subsistensløse, der holder til i området,« fortæller han desuden.

»Det er også i det miljø, vi har foretaget anholdelsen,« tilføjer vagtchefen.

Branden er i en bygning med studie på Amager Strandvej.
Branden er i en bygning med studie på Amager Strandvej. Foto: Anthon Unger
Vis mere

Kl. 00.12 torsdag aften skrev Hovedstadens beredskab på Twitter, at man havde slukket branden og afventede skadeservice.

Bygningen benyttes af et busfirma og er nabo til tv-produktionsselskabet Metronome, som blandt andet laver det populære reality show 'Masterchef'.