Banegårdspladsen i Brønderslev er spærret af, da Nordjyllands Politi frygter, at der kan henligge eksplosiver.

Nordjyllands Politi blev opmærksom på to mistænkelige mænd under en patruljering.

Politiet observerede de to mænd i færd med at bryde bagageboksene op på Brønderslev Banegård.

Det er i disse bokse, at politiet frygter, at der kan henligge eksplosiver.

Nordjyllands Politi skriver lidt før klokken 22, at de stadig arbejder på stedet.

'Når vi får sådan en information, tager vi ingen chancer. Vi har rekvireret eksperter fra forsvaret, og vi har sendt yderligere personale fra politi og brand til stedet,' siger lederen af myndighedernes indsats på stedet, vicepolitiinspektør Henrik Skals, i en pressemeddelelse.

Politiet var på patrulje på grund af den indbrudsbølge, der har hærget Nordjylland den seneste tid.

Nordjyllands Politi understreger, at borgerne i området skal forholde sig roligt og i øvrigt respektere politiets afspærringer.

'Vi har afspærret af hensynet til borgernes sikkerhed og for at sikre myndighedernes arbejdsro, mens de arbejder på stedet,' siger Henrik Skals i pressemeddelelsen.

De to mænd er foreløbig sigtet for at overtræde våbenloven. Mændene er henholdsvis 27 og 32 år og fra lokalområdet.

B.T. har talt med vagtchef for Nordjyllands Politi, der ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt. Togdriften kører normalt, oplyser Nordjyllands Politi.

Opdateres...