Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi beder borgere i Rødby om at holde sig ude af den røg, der er resultatet af en brand på en affaldsplads i byen.

- Branden har skabt en kraftig røgfane, som går direkte ind over Rødby og Rødby Færgehavn, og den skal man holde sig ude af, siger vagtchef Bo Georg Petersen til Ritzau.

Han fortæller derudover, at man bør lukke åbne vinduer og døre, hvis man bliver opmærksom på røgen i sit hjem.

- Affaldspladsen ligger for sig selv og et stykke væk fra beboelsesejendomme, men det er mere røgen, der kan drive ind over og være farlig, siger vagtchefen.

Politiet fik anmeldelsen om branden 18.21. Patruljer er til stede sammen med brandvæsenet.

Tidshorisonten lyder, at slukningsarbejdet kommer til at tage nogle timer.

Politiet ved endnu ikke, hvad der har startet branden, og hvad for noget affald, der nærmere er gået ild i.

- Vi er ved at få fat i ejeren, så han kan fortælle os, hvad for noget affald der ligger, hvor branden er startet, siger Bo Georg Petersen.

/ritzau/