Lyt til artiklen

8. december delte Syd- og Sønderjyllands Politi et opslag på Facebook, hvor de advarede mod svindlere.

Helt specifikt var det fup-sms'er, hvor kriminelle forsøgte at overbevise borgerne om, at de havde parkeret ulovligt. Men hvis de skyndte sig at betale, kunne de undgå at betale et gebyr.

Nu er der så sket det, som Syd- og Sønderjyllands Politi kalder for skæbnens ironi.

Det fortæller de på Twitter.

»På vores Facebook-side har vi advaret om, at man ikke skal falde for en fup-parkeringsafgift, man kan modtage via sms. Og i kommentarfeltet dukker der så en ny scam op …,« skriver de.

Hertil har de delt et screenshot af kommentaren, som den garvede Facebook-bruger nok vil genkende, da det er en velkendt besked, der bruges af oftest udenlandske svindlere i forsøget på at få kontakt til potentielle ofre.

Men der er altså ikke noget, der tyder på, at denne svindler – som har taget navnet Erick James – får sit ønske om at 'bygge et venskab' med Syd-og Sønderjyllands Politi opfyldt.

På siden sikkerdigital.dk er der oplistet seks punkter, som du kan bruge til at vurdere, om en profil er falsk. De lyder:

  • Se fanen 'Om' på profilen.
  • Kig på profilens venner.
  • Er profilen meget ny?
  • Kig på profilens væg og opslag.
  • Tjek profilens billeder.
  • Se efter det blå flueben.