Nordjyllands Politi bad søndag eftermiddag kunder i Aabybro Centret om ikke at hente deres biler på parkeringspladsen på grund af kraftig røgudvikling.
Røgen skyldtes, at der udbrød brand i nogle batterier i et Meny-supermarked.
Men søndag eftermiddag kan man igen nærme sig butikken og hente sin bil. Det siger indsatsleder Thomas Boelt fra Nordjyllands Beredskab til Nordjyske.
- Men hele butikken er brand- og sodskadet. Der har været så meget varme, at der er udbudt brand flere steder i butikken. Så jeg tør godt sige, at butikken ikke genåbner i dag, lyder det.
Nordjyllands Beredskab oplyste tidligere på eftermiddagen, at man var til stede med 16 køretøjer og 35 brandfolk.
Ifølge beredskabet, som skrev om sagen på det sociale medie X, udviklede branden sig i nogle knapcellebatterier.
Omkring klokken 14.15 var brandvæsenet i gang med efterslukning på stedet.
Nordjyllands Politi opfordrer søndag butiksejere i centeret til at undersøge, om deres butikker har taget skade af branden.
På X skriver politiet desuden, at man skal kontakte vagtlægen eller skadestuen, hvis man har været i kontakt med røgen og oplever symptomer som hovedpine, hoste, svimmelhed eller vejrtrækningsproblemer.
/ritzau/