Ved at udarbejde fiktive lønsedler skal bagmand have givet 93 udlændinge adgang til sociale ydelser.

København. I en omfattende sag om socialt bedrageri har Københavns Politi i denne uge anholdt en formodet hovedmand.

Ifølge TV2 sigtes manden for i 93 tilfælde at have udstedt falske lønsedler til udenlandske personer, selv om de ikke havde arbejdet.

Lønsedlerne skal de mange udlændinge have brugt til at svindle sig til en lang række sociale ydelser.

- Det kan være barselspenge, det kan være understøttelse. Måske kan man uretmæssigt få tilbagebetalt skat. Og det kan ikke udelukkes, at man også kan få opholdstilladelse i landet på et falsk grundlag, siger vicepolitiinspektør Peter Reisz fra afdelingen for økonomisk kriminalitet til TV2.

Politiet påbegyndte sin efterforskning efter en henvendelse fra Skat og anslår, at der er tale om svindel for "et betydeligt beløb".

Ifølge TV2's oplysninger kommer en stor del af de 93 påståede svindlere, der også risikerer at blive retsforfulgt, fra Pakistan.

Den oplysning ønsker Københavns Politi ikke at kommentere.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) siger, at der kan være behov for at skærpe indsatsen for at bremse de såkaldte stråmandsvirksomheder.

- Vi ser hele tiden på, om vi kan skrue mere op for kontrollen med den her type virksomheder, siger ministeren til TV2.

Ifølge Jyllands-Posten viser en opgørelse fra Kommunernes Landsforening, at borgere i Danmark årligt snyder sig til offentlige ydelser for 300 millioner kroner.

Det er vel at mærke kun det tal, kommunerne opdager, at der bliver snydt for. Det reelle tal er formentlig langt højere.

/ritzau/