Pokerformand slap fri af tiltale for hasardspil. Det kræver mere end bare held at vinde et pokerspil, siger retten.

Den tidligere formand for Dansk Pokerforbund, Frederik Hostrup-Pedersen, blev fredag frifundet for anklagen om hasardspil.

Det var Retten i Lyngby, der dermed slog fast, at det ikke kun er tilfældet, som afgør, hvem der vinder i poker.

Hvis der skal være tale om hasardspil, skal man spille om "ikke helt ubetydelige økonomiske værdier" i et spil, hvor stort set kun tilfældet afgør, hvem der tager pengene hjem.

Efter at have hørt forklaringerne mener retten nu at kunne slå fast, at den pokerform, som spilles i turneringerne i Dansk Pokerforbund - Texas Hold'Em - ikke er hasardspil.

Der blev kun spillet om et begrænset indskud, og der skal også dygtighed til for at vinde en turnering, siger retten.

/ritzau/