Østeuropæiske tyve er særligt aktive på Langelinie og ved Den Lille Havfrue i øjeblikket, hvor tyverierne især går ud over turisterne. Politiet vil nu forsøge at stoppe tyvene med en målrettet indsats.

Lomme- og tricktyvene er kommet tidligt til København i år. Tyverierne startede for alvor i det tidlige forår, hvor tyvene ellers plejer at følge turistsæsonen.

- De laver rigtigt mange penge, siger vicepolitiinspektør Henrik Svindt, Station City.

Foruden Strøget og den indre by hærger tyvene i øjeblikket langs havnefronten fra Langelinie, Den lille Havfrue, Amaliehaven og Nyhavn, stedet hvor mange mennesker, især turister, samles i feriesæsonen.

Også sydamerikanske tyve er meget aktive. Tirsdag blev fire chilenske lommetyve anholdt på Strøget takket være en vaks butiksdetektiv. De fremstilles onsdag i dommervagten med krav om fængsling.

I torsdags blev fem chilenere fængslet, sigtet for at have stjålet to kufferter med smykker til 2,3 mio. kr. fra en bil i Dronningens Tværgade. Bilen tilhørte en smykkesælger, som har kollektionen med rundt til sine kunder og politiet mener, at chilenerne har skygget smykkesælgeren.

Scroll ned og læs mere

Pose med afføring
Politiet fandt ingen af de stjålne smykker, da chilenerne blev anholdt på et motel i Roskilde.

Men ransagningen afslørede, at chilenerne også var eksperter i tricktyverier og havde remedier på deres to lejede værelser såsom flasker med ketchup og afføring, der bruges til at sprøjte på ofrene.

I forvirringen, hvor en af tyvene hjælper med at tørre tøjet af, bliver offeret lettet for tegnebog og andre værdier.

Det er nærmest rutine, at tyvene hurtigt sender penge og værdier ud af landet.

- Vi finder ofte kvitteringer, hvor de har sendt penge til udlandet via Western Union. Ofte har de også vekslebilag, hvor de har vekslet danske kroner til euro, som jo kan bruges overalt, siger vicepolitiinspektør Henrik Svindt.