En elg er død efter at være blevet påkørt på Helsingørmotorvejen mandag morgen, oplyser Nordsjællands Politi Update.

Det var en 36-årig kvinde, der i sin bil påkørte dyret. Hun er ifølge politiet umiddelbart uskadt.

Kvinden har ifølge politiet forklaret, at elgen pludselig stod få meter fra hende, da hun kom kørende i indersporet på motorvejen.

Både forrude og bagrude på bilen blev knust ved sammenstødet, der skete mandag morgen klokken 06.10 i nordgående retning ved Nivå mellem afkørsel 7 Kokkedal og afkørsel 5 Humlebæk.

Ud over de knuste ruder på bilen blev både tag og motorhjelm krøllet.

Elgen blev fundet død 100 meter fra bilen.

Der findes ikke en naturligt vildtlevende elgbestand i Danmark. I Lille Vildmose i Himmerland findes en bestand, efter at der i 2015 og de følgende år er blevet sat svenske elge ud i området. I 2020 var bestanden oppe på cirka 20 dyr.

Det er planen, at der også skal sættes elge ud i Naturnationalpark Gribskov i Nordsjælland i år.

Selv om elgen som vildt dyr ikke lever naturligt i Danmark, så ses der indimellem vilde elge. De flere meter høje og mange hundrede kilo tunge dyr kan nemlig svømme, og enkelte elge har ikke ladet sig stoppe af, at Øresund kiler sig ind mellem Sjælland og Skåne.

Så sent som midt i september rapporterede en gårdejer ved Hundested ifølge Nordsjællands Politi, at en vildtgående elg havde ødelagt et hegn ved ejendommen. Elgen forsvandt i retning mod Ullerup Skov.

Muligvis er der tale om samme dyr, som blev set et andet sted i Nordsjælland i foråret.

Morten Elmeros, der er seniorrådgiver ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, oplyste dengang, at elgen formentlig var svømmet over fra Sverige. Det sker cirka hvert tiende år.

RITZAU