»Det er et chok.«
Sådan lyder reaktionen fra Ayob Mohammad til B.T. efter det, en kunde fandt på hans butiks facade mandag, kort efter, dørene var blevet slået op.
Umiddelbart kunne det ligne en af de velkendte Smiley-rapporter med Fødevarestyrelsens dom, som hænger i ruderne hos spisesteder landet over.
Men ser man nærmere på papiret, så er der noget, der ikke stemmer.
Faktisk er der noget grueligt galt.
Og det gjorde en kunde Ayob Mohammads ansatte i The Pita House i Randers opmærksomme på.
Og så blev politiet kontaktet.
Det stykke papir, som var hængt op på ruden af ukendte gerningsmænd, var nemlig alt andet end en kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen.

I stedet var det et racistisk stykke propaganda fra en nazistisk gruppe her i Danmark kaldet Nordfront.
På den forfalskede Smiley-rapport kunne man se en stor negativ Smiley og under fem kontrolpunkter fremgik det, at eksempelvis håndtering af fødevarer var 'under nordisk standard'.
»Det var en kunde, som kom ind og fortalte mine medarbejdere, at den her falske kontrolrapport hang i vinduet. Så skyndte vi os at få den fjernet. Det er mega frustrerende, og det er naturligvis blevet politianmeldt,« sige Ayob Mohammad.
Han fortæller, at omkring 12 spisesteder i Randers har fået hængt lignende sedler op på deres ruder.

De steder har alle sammen en fællesnævner, forklarer han.
»De har typisk ejere, som ikke hedder Anders eller Rasmus. Alligevel forstår jeg det ikke. Jeg er opvokset i Danmark og føler mig dansk. Så det her kom meget bag på mig. Det er et chok,« siger Ayob Mohammad.
Over for TV2 Østjylland bekræfter Østjyllands Politi, at man har fået en anmeldelse af sagen.
Men for Ayob Mohammad er det ikke kun et spørgsmål om racisme.
Og det er også derfor, han har valgt at stå frem og fortælle om sagen.
»Der er rigtig mange af de her spisesteder, som er hårdt ramt af coronanedlukninger. Og derfor kan det ramme ekstra hårdt, hvis potentielle kunder tror, at de har fået en sur Smiley.«
Men der er også en frygt for sikkerheden.
»Flere af dem, jeg har snakket med, er bekymrede. For hvad hvis nu det er ruden, der ryger næste gang,« uddyber Ayob Mohammad.