Udlever aldrig dit hævekort eller pinkode, hvis du bliver kontaktet af ukendte personer.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi må endnu en gang komme med en advarsel om bedrageri efter en episode i Dianalund.

Her lykkedes det flere ukendte gerningsmænd at snyde en 67-årig kvinde.

Først blev kvinden ringet op af en »veltalende mand«, der påstod at ringe fra banken.

Han fortalte, at der var trukket penge fra kvindens kort og overført et beløb til Ukraine.

Samtidig dukkede en mand ved navn 'Mikkel' op ved kvindens hjem.

Han var kommet for at hente kvindens kort, og han lykkedes med både at få udleveret hævekortet og pinkoden.

Kort efter hævede han kontanter med kortet i en hæveautomat.

Politiet efterforsker sagen som bedrageri og bringer endnu en gang en kraftig opfordring til at være skeptisk, når ukendte personer ringer og udgiver sig for at være fra banken eller myndighederne.

Banker og offentlige myndigheder vil aldrig uopfordret bede om, at man overfører penge, oplyser cpr-nummer, MitID eller pinkoder over mail, sms eller opkald – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort, lyder advarslen fra politiet.

Det er ofte ældre mennesker, der bliver udsat for svindel.

Det bedste råd er at afbryde samtalen, bede om hjælp hos yngre familiemedlemmer eller at ringe til politiets servicecenter på telefonnummer 1-1-4.