En 31-årig hjemmehjælpervikar er ved Retten i Hillerød blevet varetægtsfængslet i 13 dage.

Han er sigtet for at have voldtaget en 49-årig kvinde, som er hjerneskadet og delvis lam.

Anklager Michael Qvist oplyser, at grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre. Det er derfor ikke mange af sagens oplysninger eller beviser, der er tilgængelige for offentligheden.

Den 31-årige sosuassistent blev allerede i december sigtet i sagen, men ved dette grundlovsforhør lod dommeren manden gå.

Onsdag forsøgte anklagemyndigheden dog igen at få manden varetægtsfængslet. Og denne gang altså med succes.

»Vi har efterfølgende fået nogle tekniske erklæringer, som efter vores opfattelse fortæller en anden historie end den, han (den sigtede, red.) fortalte ved grundlovsforhøret i december,« siger Michael Qvist.

Den 49-årige kvinde lider af afasi. Hun er hjerneskadet og har svært ved at kommunikere. Derfor er hun blevet videoafhørt af politiet.

Afhøring på video bliver som udgangspunkt benyttet, når børn skal afhøres i sager.

Voldtægten af kvinden skete ifølge sigtelsen i begyndelsen af december.

Det var en medarbejder i Hillerød Kommune, som slog alarm om den mulige forbrydelse. Siden meldte kommunen sagen til politiet.

Den 31-årige mand nægter sig skyldig.

/ritzau/