Fredag den 31. juli endte mere dramatisk end forventet på Plejecenter Rønneparken i Dannemare på Lolland. 

Her blev Carl Erik Dalbøge overfaldet af en beboer, da han skulle aflevere sin 96-årige svigerfar, Leif. Episoden endte med en voldsanmeldelse. En historie, som Folketidende først har bragt.

»Han buldrede ind i min svigerfars lejlighed, og råbte: 'hvad fanden laver I i min lejlighed?' Det blev voldsomt, da han begyndte at skubbe, for han var stærk,« forklarer Carl Erik Dalbøge, da B.T. ringer ham op.  

Ifølge Carl Erik Dalbøge opstod konflikten, fordi beboeren med demens havde opfattelsen af, at Leifs lejlighed var hans egen lejlighed. 

Situationen eskalerede, da beboeren begyndte at slå Carl Erik Dalbøge i hovedet. Hans tøj blev revet i stykker, og han begyndte at bløde. Carl Erik Dalbøge forsøgte at få situationen under kontrol ved at få beboeren ned at ligge. Herefter faldt beboeren til ro.

Tre medarbejdere overværede episoden, men greb ikke ind. Carl Erik Dalbøge retter dog ikke kritik mod personalet, da han ikke mener de kan stoppe beboeren, når han på grund af sin demens har det sind, han har. 

Carl Erik Dalbøges svigerfar Leif var chokeret over episoden. Alligevel havde den 96-årige overskud til en kæk kommentar, fortæller Carl Erik Dalbøge:

»Jeg må rose de ansatte. De kom i hvert fald ikke til skade.«

Efter episoden har Carl Erik Dalbøge og hans hustru dog valgt midlertidigt at flytte Leif hjem til dem.

»Han skal aldrig sætte sine fødder der igen,« siger Carl Erik Dalbøge.

Det er nemlig ikke første gang, Leif har oplevet problemer med beboeren. Tre uger før overfaldet blev Leif ifølge Carl Erik Dalbøge antastet af samme beboer. Dengang handlede konflikten også om lejligheden, og Leif blev meget rystet, fortæller Carl Erik Dalbøge.

Om en måned kan Leif flytte tilbage til sit tidligere plejehjem, Bøgevænget i Holeby. Plejehjemmet brændte ned i januar, men forventes at stå klar til indflytning i september.

Folketidende har været i kontakt med Tina Skytt, leder af Sygepleje & Plejecentre i Lolland Kommune. Hun ønsker ikke at kommentere den konkrete sag.

Til Folketidende oplyser hun dog, at der generelt er den nødvendige bemanding og de faglige kompetencer på Rønneparken. Hun peger samtidig på, at beboerens adfærd hænger sammen med hans sygdom.