10 års fængsel og udvisning for bestandig. 

Det blev fredag dommen ved Retten i Glostrup for to mænd, der er blevet fundet skyldige i at have planlagt et lejemord på den enes ekskone og begge hendes forældre. 

Sådan skriver anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi i en politi update. 

Drabene skulle finde sted, mens kvinden var på ferie i Pakistan.

Men den plan blev spoleret, da kvinden fik nys om det via en app. 

Og netop appen 'FindMyKids' blev hovedbevis i sagen, skriver anklagemyndigheden. 

»Via appen kunne kvinden høre de to mænd tale om, at et ukendt antal gerningsmænd skulle have befundet sig foran deres hus i Pakistan, hvor hun selv, hendes mor og parrets fælles barn opholdt sig,« skriver anklagemyndigheden. 

Og her hørte hun altså, hvordan gerningsmændene var blevet bestilt til at slå hende og hendes forældre ihjel. 

Det fik familien til at snige sig væk fra hjemmet om natten og flygte til Danmark. Her blev sagen anmeldt til dansk politi. 

»Jeg er glad for, at retten tillagde særligt den ene lydoptagelse den vægt, som vi mente, den havde,« siger anklagerfuldmægtig Caroline Treschow fra anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

»Også selvom det er en usædvanlig situation, at en smartphone-app har skabt et af de vigtigste beviser i en sag om drabsforsøg.«