Vælger du at udeblive fra at møde op i Fogedretten, risikerer du at blive anholdt i nær fremtid.

Sådan lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der for tiden har ekstra fokus på sager, hvor folk vælger at udeblive fra Fogedretten.

Helt bestemt fra Fogedretten i Haderslev. Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

»De personer, der er indkaldt til møde i Fogedretten, har fået direkte besked. Og møder de ikke op frivilligt, risikerer de at blive anholdt i nær fremtid,« siger politikommissær Dennis Holst fra Syd- og Sønderjyllands Politi, Områdecenter Nordøst, og fortsætter:

»Det vil vi gerne undgå, og derfor opfordrer vi kraftigt personerne til at rette henvendelse til retten, så de kan få deres sager behandlet.«

Det er ikke første gang, at en politikreds har fokus på de personer, der vælger at udeblive fra Retten af den ene eller anden grund.

Tidligere er lignende aktioner blevet gennemført andre steder i landet.

I pressemeddelelsen oplyses det, at fogedretterne i Syd- og Sønderjylland i øjeblikket behandle mange sager, hvor borgere skal møde op for at få deres udestående afgjort.

»Desværre er der personer – primært skyldnere – som udebliver, og som politiet derfor må anholde for at sikre, at de møder op i retten,« oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet opfordrer derfor de berørte borgere til at møde frivilligt møder op i Fogedrettens afdeling i byen, så de kan få deres sager behandlet.