Efterforskere fra Midt- og Vestsjællands politi har været hyppige gæster på pizzeriaer rundt omkring i Storkøbenhavn, efter pokerstjernen Theo Jørgensen i starten af december blev skudt to gange i benene under et hjemmerøveri.

Hjemmerøverne brugte nemlig tre tomme pizzabakker som lokkemad, da den ene af dem gik op til Theo Jørgensens dør i Greve, bankede på, og fik ham til at åbne. Herefter startede et sandt mareridt for Theo Jørgensen og hans kone og børn, der kulminerede, da den 40-årige pokerstjerne blev skudt to gange i benet med et automatvåben af de utålmodige og aggressive hjemmerøvere.

Trods en intens jagt er det endnu ikke lykkedes politiet at komme på sporet af gerningsmændene, og derfor er pizzabakkerne nu blevet en central del af efterforskningen. De har nemlig aldrig indeholdt pizzaer, og efter politiet har fået bekræftet, at 65 pizzeriaer i Storkøbenhavn bruger de særlige bakker med julemønstre på, er de begyndt at besøge stederne.

- Indtil videre har vi været ude hos omkring 40-50 forskellige pizza-steder i Storkøbenhavn, som bruger den type papemballage, men vi mangler stadig en del stykker, oplyser vicepolitikommissær Ove Pedersen til ekstrabladet.dk, og fortsætter:

- Der er ikke rigtig nogen der kan huske, at de har udleveret tomme pizzabakker til kunder, så selvom det er en krævende indsats har det ikke givet noget endnu. Men vi mangler dog fortsat de tekniske erklæringer fra gerningsstedet, siger Ove Pedersen.

Politiet mangler fortsat at besøge godt 15-20 pizzeriaer i jagten på hjemmerøverne.