Pizzeria brød i brand i Brøndby Strand
Københavns Vestegns Politi skal undersøge årsagen til brand i pizzeria. Umiddelbart er ingen kommet til skade.

Københavns Vestegns Politi skal undersøge årsagen til brand i pizzeria. Umiddelbart er ingen kommet til skade.

Beredskab og politi er mandag formiddag rykket ud til en brand i et pizzeria på Gammel Køge Landevej i Brøndby Strand.
Det fortæller vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi.
Politiet fik anmeldelsen klokken 10.37. En time senere fortæller vagtchefen, at branden er slukket, men at beredskabet er i gang med efterslukning af branden.
Ingen er umiddelbart kommet til skade.
Politiet kan endnu ikke sige noget om brandårsagen.
Operationschef i Hovedstadens Beredskab Frank Mikkelsen fortæller til Ekstra Bladet, at branden udløste udrykning med 12 brandkøretøjer.
Beredskabet har fået hjælp fra både Høje-Taastrup, Vesterbro, Københavns Hovedbrandstation og Frederiksberg.
RITZAU