I dagene efter et drab hævede gerningsmanden penge på sit offers dankort. Nu har retten dømt ham for drab.

Straffen blev på 12 års fængsel for den 37-årige mand, der for et år siden kvalte en kvinde i Gladsaxe.

Manden kendte den 49-årig kvinde, fordi han i sit arbejde som pizzabud havde været hos hende flere gange.

I retten i Glostrup kunne han torsdag erkende sig skyldig i dødsvold, men retten fandt altså, at han var skyldig i direkte drab. Han valgte at tænke over, om sagen skal ankes.

Drabet fandt sted i en lejlighed i bebyggelsen Ericaparken i Gladsaxe. Da han blev anholdt, forklarede manden, at havde mistet besindelsen og kværket kvinden i hendes seng, fordi hun havde kaldt ham fremmedarbejder og svin.

Men politiet har betragtet drabet som et rovmord, fordi manden tog den afdødes dankort med sig og hævede 20.000 kroner i dagene efter drabet.

De to havde kendt hinanden i et par uger, og manden hjalp tilsyneladende kvinden med at handle ind. Hun førte regnskab over, hvor mange penge han hævede, og det førte politiet på sporet af den nu dømte.

/ritzau/