Realitystjernen Mascha Vang er sammen med omkring 100 andre personer blevet udspioneret af en  mandlig DJ fra København.

Og nu er politiet gået i gang med at orientere de mange ofre om, hvordan gerningsmanden tilsyneladende har indsamlet både private billeder, videoer og andet materiale i hemmelighed.

Sådan lyder i hvert fald politiets sigtelse mod den 33-årige mand. Han fik for fire måneder siden ransaget sin lejlighed, hvor politiet også sikrede en del computerudstyr, som han angiveligt har brugt til sine udspekulerede datatyverier.

- Nu har vi fået det beslaglagte materiale tilbage fra vores teknikere, og vi har fået identificeret nogle af de personer, der er forurettede i sagen. Dem er vi nu i gang med at kontakte. Det drejer sig om ca. 100 personer, oplyser politikommissær Carsten Ahrends fra Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet til bt.dk.

De mange ofre har ifølge politiet fået tilsendt et link fra den sigtede med eksempelvis en festinvitation, en musikfil, en filmstump eller et billede. I linket har været gemt en såkaldt trojansk hest, som bagefter har gjort afsenderen i stand til at bryde uset ind i modtagerens computer og haft fri adgang til alle former for materiale.

I mange tilfælde har det også været muligt for gerningsmanden at udspionere ofrene ved at tænde computerens web-kamera, uden at computerens ejer har været klar over det.

- Foreløbig har vi ikke en idé om motivet til datatyverierne. Vi er ikke stødt på noget, der tyder på afpresning, men den nærmere baggrund håber vi at få klarlagt ved en ny afhøring af den sigtede, tilføjer politikommissæren.

Realitystjernen Mascha Vang oplyste i går på sin blog, at hun med egne ord var "pissesur", efter at hun havde fået at vide, at hun var et af ofrene i sagen:

- Så ringer politiet og fortæller at den DJ som har hacket min computer, har gemt en video af mig, og informerer mig om andre pænt ærgerlige detaljer, skriver hun.

Noget tyder altså på, at Mascha Vang i en vis forstand mod sin vilje har fået opfyldt sit spøgefulde ønske fra sin Facebook-side for et par år siden, hvor hun efter at have mistet koden til sin ipad spurgte sine digitale venner:

- Hvordan hacker man ?? Det vil jeg gerne lære.