En gruppe mænd fra Aarhus-området kørte hver weekend ud i landet for at køre pirattaxa og stjæle fra deres kunder.

De gik bevidst efter fulde folk i nattelivet, som var sårbare over for at blive snydt.

Det fastslår Københavns Byret mandag eftermiddag i en dom over de ni mænd, der er i alderen 22 til 38 år.

Retten kalder kriminaliteten for "nøje planlagt".

Københavns Byret har udmålt straffe på flere års fængsel. Den længste straf er på to år og ni måneder, mens den korteste er tre måneders fængsel.

Fire af de dømte, der er irakiske statsborgere, er desuden udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Det sker, selv om de har børn i Danmark. Ingen af dem bor dog sammen med deres børn.

Svindlen foregik fra september 2023 til april 2024. I anklageskriftet var der rejst tiltale for, at over 50 kunder mistede penge eller andre værdier.

Turene gik primært til Københavnsområdet, men der har også været ture i Aalborg-, Vejle- og Aarhus-områderne.

I de fleste tilfælde har offeret sat sig på det forreste passagersæde i den tro, at vedkommende har været alene med chaufføren.

Men på bagsædet har en anden afluret offerets pinkode eller kode til MobilePay.

Herefter har de tiltalte angiveligt stjålet offerets telefon og/eller betalingskort, som er blevet misbrugt til at overføre penge eller hæve kontanter.

/ritzau/