Midt- og Vestjyllands Politi beklager sagen dybt. Hunden er taget ud af tjeneste og bliver aflivet i dag.

Det er en kedelig sag, der er endt på bordet hos lokalpolitiet i Holstebro efter weekenden.

Lørdag nat blev to piger bidt af en politihund, og det så alvorligt, at de begge måtte tilses på sygehuset til yderligere behandling.

Politihunden var ude og blive luftet sammen med sin hundefører lørdag nat. Her forsvandt hunden kort ud af politimandens synsfelt, hvorefter han forsøgte at kalde hunden til sig. I stedet hørte han råb fra to piger, og da han kom frem til stedet, stod det klart, at hunden havde bidt de to piger. Ulykken skete på Ivar Lundgaards Vej, hvor de to piger var til en fest, og det var den fest, hunden var kommet lidt for tæt på.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi er man dybt berørt af situationen.

- Det er meget beklageligt og en ulykkelig situation. Hunden kommer tæt på de to piger og bider dem, men vi ved endnu ikke, hvorfor og hvordan det kan ske, siger politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Henriksen.

Hund bliver aflivet

Politiet har omgående valgt at tage hunden ud af tjeneste, og den vil blive aflivet senere i dag. Om sagen kommer til at få nogle konsekvenser for hundeføreren vides endnu ikke.

- Han er dybt, dybt ulykkelig over den tragiske situation. Vi valgte med det samme at tage hunden ud af tjeneste, og hundeføreren har selv bedt om, at den bliver aflivet. Det er klart, at vi ikke kan have sådan en hund gående rundt i tjeneste, siger Ole Henriksen.