De to teenagepiger, der lørdag morgen blev bragt til Sydvestjysk Sygehus med mistanke om forgiftning med det farlige euforiserende stof MDMA, er lørdag aften udskrevet igen.

Det skriver JyskeVestkysten, som har talt med en anonym kilde tæt på pigerne. BT har desuden fået bekræftet oplysningen fra en kilde tæt på pigerne.

Pigerne på 15 og 16 år, der begge stammer fra Nordjylland, var til fest på Fanø, da de blev dårlige og måtte køres med ambulance til Sydvestjysk Sygehus, hvor de blev indlagt på intensiv afdeling. De var på det tidspunkt ikke ved bevidsthed.

Episoden skete blot få dage efter, at en 15-årig dreng fra Haslev på Sjælland døde efter at have taget MDMA. Og for præcist et år siden døde en 18-årig kvinde fra Esbjerg efter at have spist adskillige farlige piller.

Begge piger blev i løbet af lørdagen afhørt  afpolitiet.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Syd- og Sønderjyllands Politi. Politiet oplyser til JyskeVestkysten, at man fortsat efterforsker, hvad der er gået forud for pigernes indlæggelse, og at man derfor ikke har yderligere kommentarer. Det er endnu ikke sikkert, at der er tale om MDMA.

Syd- og Sønderjyllands Politi bad tidligere lørdag alle forældre i området om at tjekke, hvordan deres teenagere har det. Det skyldes en antagelse om, at andre risikerer at indtage det samme farlige stof.

»Der er en viden om, at de har været til fest, men hvor mange der har været med, ved vi ikke noget om. Det kan have været fem eller 50. Stoffet er åbenbart i cirkulation, så andre kan også løbe ind i det,« sagde kommunikationsmedarbejder Helle Lundberg fra Syd- og Sønderjyllands Politi.