Politiet var onsdag rykket ud til Lystrup Skole ved Aarhus, hvor tre piger har anmeldt, at en ukendt person har kontaktet dem.
Politiet har været talstærkt til stede ved Lystrup Skole, der ligger nord for Aarhus. Det bekræfter Janni Lundager, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til Lokalavisen Aarhus.
»Vi har fået en anmeldelse om, at en person har henvendt sig til tre piger ved Lystrup Skole kort efter middagstid,« fortæller hun til Lokalavisen Aarhus.
På Lystrup Skole fortæller skoleleder, Katja Franziska Uth, at børnene er gået hjem for dagen, da skolen har fået politiets ord for, at det er trygt for børnene. Hun bekræfter desuden, at tre piger, som alle går i fjerde klasse på Lystrup Skole, onsdag eftermiddag har anmeldt, at en ukendt mand har kontaktet dem.

»Tre piger er i dag blevet antastet på skolens område - det grønne areal - mens de legede. En af pigerne bliver antastet af en mand, som tager fast i hendes arm. Pigen vrister sig fra ham og løber med de to andre piger længere ind på skolens grund. Her kontakter de en voksen, som har opsyn med eleverne. De går sammen ind på skolens kontor, hvorefter det bliver meldt til politiet,«" fortæller Katja Franziska Uth.
Skolelederen ved dog ikke mere om den pågældende mand, men oplyser, at Lystrup Skole ikke har oplevet lignende episoder før. Alle forældre til børn på skolen, dagtilbud og samarbejdspartnere er i løbet af dagen blevet orienteret.
»Vi har i dag fokuseret på at få ro på børnene og gøre dem trygge. Fokus på, at de tre piger, som har været ude for den her oplevelse, kan føle tryghed. Vi vil i de kommende dage tale med børnene og have øget fokus på, hvad sker der omkring vores arealer, og så holder vi os til, at politiet siger, at det er trygt at færdes.«
Vagthavende ved Østjyllands Politi, Peter Tholstrup, oplyser til B.T. klokken 16.00, at politiet stadig efterforsker anmeldelsen ved skolen. Han kan dog ikke sige mere på nuværende tidspunkt. Politiet oplyser, at så vidt vides, så er de tre piger elever på skolen.

