I indvandrermiljøet har man længe haft en stærk formodning om, hvem der stod bag drabet i Tingbjerg i august 2008.

I miljøet blev der hurtigt sat en syv-cifret pris på hans hoved, og Danny Abdalla, præsident for indvandrerbanden ’Den Internationale Klub’ krævede i oktober 2008, at rockerne skulle udlevere Mazdak Fabricius og to andre navngivne AK81’ere.

- Hells Angels skal aflevere dem til Nørrebro-drengene eller til Tingbjerg-drengene, der så selv kan bestemme, hvad der skal gøres med dem (...) Det skal være en afstraffelse. Der er en dreng, der har mistet sit liv, sagde Danny Abdalla, der også krævede, at HA betalte fire mio. kr. til den dræbtes familie.

Politiet anholdt Mazdak Fabricius allerede dagen efter, men byretten har flere gange afvist at fængsle ham. Først da politiet i februar 2010 overtalte en HA-hangaround til at hoppe af, kom der skred i sagen.

Vidne: Han pralede

Ifølge B.T.s oplysninger hævder afhopperen – der for nylig har sendt Brian Sandberg og 14 andre rockere 135 år bag tremmer – at Mazdak Fabricius i en kort samtale i en bil skal have pralet med at være skytten den aften i august 2008.

Når sagen begynder mandag, vil politiet føre 20 vidner – herunder MFP – fortæller Henrik Aagaard ved Statsadvokaten for København og Bornholm.

- Det er med den episode, at bandekonflikten starter for alvor. Men allerede på det tidspunkt er der et modsætningsforhold mellem Hells Angels og AK81 på den ene side og så Tingbjerg-gruppen, siger han.

Pige utro med Mazdak

Hvori dette består, ønsker han ikke at udtale sig om, men ifølge bogen Bandekrig handler det bl.a. om en pige, som både Mazdak Fabricius og HT fra Tingbjerg-gruppen var sammen med.

De to havde ’haft voldsomme uoverensstemmelser, der flere gange havde udviklet sig til slagsmål,’ står der i bogen.

Ifølge B.T.s oplysninger var pigen kæreste med HT, men utro med Mazdak Fabricius.